9. klasse på SINE – en varieret undervisning og et trygt klassefællesskab!
9. klasse på SINE er et tilbud til dig, som trænger til en luftforandring fra folkeskolens fastlåste hverdag, til en hverdag hvor faglig, personlig og sportslig udvikling går hånd i hånd.
På SINE vægter vi både det faglige og sociale i 9. klasse – vi udfordrer dig både på og uden for banen. Som de eneste her på SINE, har 9. klasserne en stamklasse, der læser alle deres timer sammen. Det giver eleverne en tryg base i en hverdag fuld af aktiviteter og liv både på og uden for banen. Eleverne møder et kompetent team af lærere, som ynder at skabe et godt læringsrum, hvor elevernes trivsel også spiller en hovedrolle. Vi støtter op om elevernes passion for sport, samtidig med at vi giver dem en faglig ballast, de kan tage med videre fra SINE.
Der arrangeres to særlige dage for vores 9. klasser, hvor der vil være fokus på den sociale trivsel og en tur med et fagligt indhold, som fx et virksomhedsbesøg og en tur i zoologisk have.
Det boglige med en sportslig vinkel
I det daglige rummer undervisningen en vekselvirkning mellem den traditionelle faglige undervisning og en mere tværfaglig tematisk undervisning, hvor der blandt andet arbejdes med temaet ”Mit liv som sportsmand på godt og ondt” med underemner som skader, præstationsangst, mål, og doping.
Vi ved, at sportselever i højere grad kan identificere sig med disse sportsrelaterede temaer, og derved både kan byde ind med deres egne vinkler og erfaringer samtidig med, at de tilegner sig viden om ting, som de måske støder på senere i deres sportsliv.
Derved kan vi i fagene supplere det sportspsykologiske arbejde, som i forvejen foregår på sportslinjerne.
Undervisning og lektier
”Har man ikke mange flere timer i 9. klasse end 10. klasse?”
Jo, nogle flere timer har du. Men dette er også helt naturligt, da bl.a. naturfag, samfundsfag, historie, idræt og tysk er fag, som ligger fast i 9.klasse, hvilket det ikke gør i 10 klasse, hvor du har mulighed for at vælge fysik eller tysk fra. Heldigvis er lærerne gode til at lægge en stor del af det faglige arbejde i timerne, så lektiemængden er moderat – så arbejder du effektivt, når du det meste i undervisningen.
I 9. klasse har du 27-29 faglige lektioner på en uge, som dagligt suppleres af 2 lektioner linjesport – du dyrker altså din sport hver eneste dag!