Om skilinjen
Skilinjen på SINE er en ren skilinje,og derfor handler alt hvad vi laver i Danmark og på vores skirejser, om at gøre dig bedre på ski på en sjov, seriøs og udviklende måde. Fælles begejstring, udvikling, skiglæde og det sociale er altid i højsædet. Vi er seriøse omkring skiløb og linjen er designet til at give dig der brænder for skiløb, de bedste muligheder for at udvikle dig som skiløber.
Træningen på ski
Træning i grundliggende skiteknik fylder meget når vi er på ski, da det er afgørende for at blive en bedre skiløber – uanset om man er mest til park, porte, pukler, pister eller freeride.
På Skilinjen på SINE synes vi, at al slags skiløb er fedt. Og ved at kunne lidt af alle disciplinerne, bliver man en klart bedre, mere alsidig og komplet skiløber. I løbet af året kommer alle derfor til at prøve kræfter med både pister, porte og park, og på vores tur til Aspen har vi en unik mulighed for at køre fede pukler og verdensklasse offpiste under sikre forhold.
Størstedelen af træningen er dog meget målrettet frem mod skiinstruktøreksamen, så man skal have lyst til at arbejde fokuseret med de små detaljer og perfektionering af sin pisteteknik.
Træningen på skolen
På skolen er der linjetræning 5 dage om ugen. Én af dagene vil være teori, mens resten er alsidig fysisk træning og bevægelse eller skiløb på Mount SINE, i SkiArena eller i en skihal i Hamborg.
Skiløb på højt niveau kræver en stærk, alsidig og atletisk fysik. Man bliver derfor en bedre skiløber af at være i god fysisk form og udvikle sin evne til at bevæge sig atletisk. Det er samtidig skadesforebyggende. Regelmæssig fysisk, skiforberedende træning af forskellig slags fylder derfor meget på skilinjen, når vi er i Danmark.
Den fysiske træning er hård, sjov, varieret – og altid målrettet udviklingen af en god fysik til skiløb på højt niveau.
Inspireret af de bedste skiatleter fra forskellige skidiscipliner træner vi derfor bl.a.:
· Styrketræning/fitness
· Konditionstræning (bl.a. løb og barmark)
· Bevægelses- og balancetræning
· Skiteknisk-træning på Mount SINE
· Mountainbike
· Rulleskøjter
Træningen vil flere gange om ugen være hård, så du bør være i en rimelig grundform, når du starter. Vi træner ofte udendørs, så du skal være indstillet på at være ude i alt slags vejr hele året med godt humør og en positiv indstilling.
Få inspiration til din træning frem mod skolestart her.
Du kommer på skiinstruktørkursus
Som en integreret del af efterskoleopholdet på Skilinjen på SINE gennemgår eleverne et skiinstruktørforløb, hvor de får trænet forbilledligt skiløb, får undervisning i skiteori og lærer at undervise på ski. Det er samtidig de tre instruktørdiscipliner, man går til eksamen i.
Alle eleverne skal til eksamen på AKI-niveau (giver adgang til at undervise i danske skiklubber på klubture). Mod en ekstrabetaling på 1750 kr. er der senere på året et tilbud om at gå til eksamen på det næste niveau, BSI 1 (giver adgang til at søge job i skiskoler i en lang række lande fx Østrig og Norge). Vi forventer, at man har et ønske om at bestå på BSI 1 niveau, hvis man starter på Skilinjen på SINE.
På fællesskituren skal eleverne undervise deres nybegynder-kammerater fra de andre linjer på skolen.
Vær indstillet på, at det kræver en målrettet og engageret indsats at bestå de forskellige eksaminer, særligt på BSI 1 niveau.
Du kommer på ski udover hele året
På skilinjen ved vi lige præcis hvor fedt skiløb er! Derfor har vi gjort alt hvad vi kan for, at vi kommermest muligt på ski i løbet af hele året. Vi er skiløbere hele året, uanset hvor i verden, vi er:
For skoleåret 23-24 ser turene ud af huset ud som nedenstående. Det vil naturligt variere fra år til år.
· Vi har danmarks vel nok bedste backyard setup særligt til freestyle, som kan benyttes hver dag i fritiden.
· 1 gang balance/tekniktræning på vandski i Hvidesande
· 1-2 gange mountainbiketure ud af huset (mountainbiketræning er skirelevant træning)
· 3 gange tekniktræning på indendørs skibånd/SkiArena
· 6 dage i indendørs skihal med rigtig sne i Hamborg/Tyskland
· 5 dage på gletsjer i Østrig i uge 42
· 6 dages træningstur til Norge
· 5 dages fælles skitur med skolen til Järvsö i Sverige
· 6-8 dages kulturrejse til Nagano/Tokyo/Japan (Indenfor et par år, vil denne rejse blive omlagt til en spændende destination i Europa).
Yderligere muligheder for skiløb i løbet af året:
· Vi anbefaler, at familien lægger deres skitur i uge 7, hvor skolen holder vinterferie. På den måde kommer du yderligere på ski i løbet af året og har mulighed for at træne de mange nye inputs på egen hånd i forlængelse af de mange inputs i uge 5 og 6.
· Der er naturligvis opbakning og mulighed for at tage fri, hvis du ønsker at deltage i skikonkurrencer som fx DM i freestyle eller alpin.
Udstyr
Vi stiller som krav, at man har eget skiudstyr, når man går på Skilinjen på SINE. Gode pisteski og skistøvler er obligatoriske. Parkski er valgfrit. Vi anbefaler dog, at man venter med at anskaffe sig udstyret til skoleårets start, da vi i starten af året i samarbejde med Sport24 afholder en indkøbsdag med ekspertrådgivning og gode rabatter.
Trænerne
Trænerne på skilinjen hører til blandt de absolut bedste og mest passionerede i landet på deres område. De er selv passionerede skiløbere og brænder for at hjælpe dig til at blive dygtigere på ski.
Forventninger til eleverne på Skilinjen på SINE
Hvis du melder dig til Skilinjen på SINE, forventer vi, at du:
· Har et stærkt ønske om at blive bedre på ski – uanset hvor god du er.
· Er indstillet på at træne seriøst på rejserne sammen med dine skivenner på at blive dygtigere på ski – også når der er selvtræning.
· Er indstillet på at træne hårdt, seriøst og med godt humør – også i regnvejr, kulde og mørke i november på skolen.
· Har mod på at udfordre dig selv og forholder dig åbent til nye måder at køre på ski og bevæge dig.
· Altid møder til tiden
· Er indstillet på at altid at bidrage positivt i undervisningen og i træningen
· Ønsker at bidrage positivt til den gode stemning og til fællesskabet og sammenholdet på linjen.
· Har et ønske om at udvikle dig skimæssigt, personligt og socialt.
Hvis du er med på den og brænder for skiløb, får du en unik mulighed for at udvikle dit skiløb sammen med nogle nye skivenner, der brænder lige så meget for skiløb, som du selv gør. Du får også et år med nogle top kvalificerede trænere, der vil gøre alt for at du får det fedeste år på ski og udvikler dig mest muligt på ski. Det er det, vi brænder for!
Med et år på Sportsefterskolen SINEs skilinje har du kørt en masse på ski på fede destinationer, du er blevet en bedre skiløber, du har været på skiinstruktørkursus (AKI/BSI 1) – og du har haft det måske bedste år i dit liv!
OBS! På Skilinjen er der en ekstrabetaling på 23.000 Kr. (skoleåret 2024-25) som dækker udgifter til rejser, ture ud af huset, eksterne trænere, diverse aktiviteter, udstyr til hverdagstræning m.m.
International Class på SINE
Uanset hvilken sportslinje, du vælger, så har du mulighed for samtidig at vælge International Class som din 10. klasse.
I International Class foregår undervisningen på engelsk, så dine engelskkundskaber vil få et gevaldigt løft. Der er desuden en studietur til et engelsksproget land.
SE FILMEN hvor en lærer og to elever fortæller om hvad International Class går ud på og hvad du kan få ud af at vælge den sammen med din sportslinje.