Skip to main content

Sportspsykologi

Et stærkt mentalt fundament

På Sportsefterskolen SINE er mentaltræning en naturlig del af det at udvikle sig som idrætsudøver. Vi arbejder målrettet med sportspsykologi, fordi vi ved, at trivsel, mindset og mentale færdigheder er afgørende – både når man vil præstere i sin sport, og når man skal trives i hverdagen.
Vores tilgang tager afsæt i Team Danmarks sportspsykologiske model, hvor mentale færdigheder udvikles i samspillet mellem eleven, sporten og livet uden for sporten.

På SINE ønsker vi at skabe et miljø, hvor elever tør udfordre sig selv, lærer af fejl og udvikler sig i fællesskab. Vi tror på, at et sundt mentalt fundament gør eleverne bedre rustet til både at præstere, samarbejde og trives – på efterskolen og videre i deres idrætsliv.

Mental træning som en del af linjetræningen

Alle sportslinjer på SINE har en sportspsykologisk træner tilknyttet. Mental træning er derfor ikke noget, der foregår ved siden af sporten – det er en integreret del af den daglige træning og af kulturen på linjen.
Sammen med linjetrænerne arbejder eleverne blandt andet med at:

  • Give og modtage konstruktiv feedback
  • Håndtere pres og modgang
  • Styrke fokus og koncentration
  • Opbygge et sundt og værdibaseret mindset
  • Skabe gode vaner og rutiner omkring træning og præstation.

Vi ser vores trænere som kulturbærere. Derfor udvikles de mentale kompetencer i det miljø, hvor eleverne træner, konkurrerer og er en del af fællesskabet hver dag. Målet er at give eleverne konkrete værktøjer, de kan bruge her og nu, samtidig med at de udvikler kompetencer og refleksioner, som de kan tage med sig videre i sport, uddannelse og livet generelt.

Individuelle samtaleforløb

Nogle elever har brug for ekstra sparring. Derfor tilbyder vi individuelle 1:1-forløb med vores sportspsykologiske trænere.
Her kan eleven arbejde med emner som:

  • Præstationsangst og nervøsitet
  • Håndtering af skader og modgang
  • Forventningspres – egne og andres
  • Udvikling af et stærkt trænings- og konkurrencemindset.

Forløbene tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og mål og giver plads til både refleksion og konkrete handleværktøjer.