Skilinjen på SINE

Landets fedeste skisetup! Flest dage på ski i flest forskellige lande.

På SINE har vi landets fedeste skisetup for dig som brænder for at køre på ski!

Skilinjen på sportsefterskolen SINE

Et år på efterskolens skilinje rummer en masse uforglemmelige oplevelser, du får skivenner for livet og vi garanterer, at dit skiløb løfter sig til et højere niveau..!

Skilinjen på SINE er en ren skilinje, og derfor handler alt hvad vi laver, om at gøre dig bedre på ski på en sjov og udviklende måde. Fælles begejstring, skiglæde og det sociale er altid i højsædet. Men vi er samtidig seriøse omkring skiløb og linjen er designet til at give dig der brænder for skiløb, de bedste muligheder for at udvikle dig som skiløber.

Træningen på ski

Der vil igennem året være mulighed for at du kan prioritere din favoritdisciplin. Men vi synes, at alt slags skiløb er fedt, og ved, at nye udfordringer på ski er fremragende til at forbedre skiløbet. I løbet af året kommer alle derfor til at prøve kræfter med både pister, porte og park, og på vores tur til Aspen har vi en unik mulighed for at køre fede pukler og verdensklasse offpiste under sikre forhold.

Ved at kunne lidt af alle disciplinerne, bliver man en klart bedre, mere alsidig og komplet skiløber.

Grundlæggende skiteknik fylder dog meget i undervisningen, da det er afgørende for at blive en bedre skiløber - uanset om man er mest til park, porte, pukler, pister eller freeride.

 

Du kommer på Alpin Klub Instruktør-kursus (AKI)

Som en del af efterskoleåret afholdes et Alpin Klub Instruktør-kursus (AKI), hvor du lærer at undervise på ski. Beståede AKI-eksamener i egenfærdighed (forbilledlig skiteknik), skiteori og undervisning af nybegyndere og letøvede på ski, giver adgang til at undervise for danske skiklubber.

Afslutningsvis skal du undervise dine nybegynder-kammerater fra de andre linjer på skolen, på skolens fælles skitur. Forløbet er intenst og giver både en fed skimæssig og personlig udvikling samt en god teoretisk forståelse af skiteknik.

 

Du kommer på ski udover hele året

På skilinjen ved vi lige præcis hvor fedt skiløb er! Derfor har vi gjort alt hvad vi kan for, at vi kommer mest muligt på ski i løbet af hele året. Vi er skiløbere hele året og bestræber os på, at være den efterskole, som har flest dage på ski:

  • Vi har eget backyard setup særligt til freestyle, som kan benyttes hver dag i fritiden.
  • 5-6 ganges tekniktræning på indendørs skibånd
  • 6-8 dage i indendørs skihal med rigtig sne i Hamborg/Tyskland
  • 6-8 dage på gletsjer i Østrig i uge 42
  • 5 dages AKI kursus i Matrei/Østrig
  • 5 dages fælles skitur med skolen i Matrei/Østrig
  • 6 dage i Aspen/USA.

 

Yderligere muligheder for skiløb i løbet af året:

 

Frivillig ekstrarejse henover nytår med egenbetaling. Skolen arrangerer turen og sørger for højkvalitets skiundervisning.
Vi anbefaler, at familien lægger deres skitur i uge 7, hvor skolen holder vinterferie. På den måde kommer du yderligere på ski i løbet af året og har mulighed for at træne de mange nye inputs på egen hånd i forlængelse af de mange inputs i uge 5 og 6.
Der er naturligvis opbakning og mulighed for at tage fri, hvis du ønsker at deltage i skikonkurrencer som fx DM i freestyle eller alpin.

Skilinjen i Danmark - du får den bedste skiforberedende træning
Skiløb er en alsidigt fysisk krævende sport. Man bliver derfor en bedre skiløber af at være i god fysisk form. Regelmæssig fysisk, skiforberedende træning af forskellig slags fylder derfor meget på skilinjen, når vi er i Danmark.

Den fysiske træning er sjov, varieret og målrettet skiløb. Inspireret af den måde de bedste atleter fra forskellige skidiscipliner træner, laver vi derfor bl.a.:

  • Styrketræning/fitness
  • Konditionstræning (bl.a. løb og barmark)
  • Bevægelsestræning og kropsbevidsthed
  • Skiteknik-træning på Mount SINE
  • Mountainbike
  • Inliners
  • Slackline
  • Vandski

Træningen kan til tider være hård, så du bør være i en rimelig grundform, når du starter - og indstillet på at give den gas med godt humør. Gennem denne træning lærer du hvordan du kan forberede din krop på skiløb samt mindske risikoen for skader.

Trænerne

Trænerne på skilinjen hører til blandt de bedste og mest passionerede i landet på deres område. De er selv passionerede skiløbere og brænder for at hjælpe dig til at blive dygtigere på ski.

Udstyr

Vi stiller som krav, at man har sit eget udstyr, når vi skal afsted på vores rejser. Vi anbefaler dog, at man venter med at anskaffe sig udstyret til skoleårets start, da vi i starten af året hjælper med rådgivning. Der er mulighed for at få rabatter hos vores samarbejdspartnere.

Når du er på Danmarks fedest skilinje, forventer vi, at du:

  • Har et stærkt ønske om at blive bedre på ski, uanset hvor god du er
  • Er indstillet på at træne seriøst og med godt humør, både i den daglige fysiske træning og når vi er på ski
  • Har mod på at udfordre dig selv og forholder dig åbent til nye måder at køre på ski og bevæge dig; hvis man kun gør det man allerede kan, bliver man ikke bedre.
  • Altid møder til tiden
  • Deltager positivt i undervisningen og træningen
  • Ønsker at bidrage positivt til den gode stemning og til kammeratskabet.

 

Hvis du er med på den, og brænder for skiløb, vil vi gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dig til at løfte dit skiniveau og sikre at du får det bedste ski-år, nogensinde! Det er det, vi brænder for.

Med et år på Sportsefterskolen SINEs skilinje har du kørt en masse på ski på fede destinationer, du er blevet en bedre skiløber, du har været på skiinstruktørkursus (AKI) - og du har haft det måske bedste år i dit liv.

 

Der er ekstra betaling på skilinjen i skoleåret 2018/19 på alt kr. 13.000,- De falder i 2 rater. Den 1. sep og 1. feb. af skoleåret.

 


//Kasper Heilmann

PRÆSENTATION AF SKILINJEN PÅ SINE

 

 
 




Henter data...